Historie

Da den unge folkekirkepræst Hans Peter Mollerup i 1896 sammen med sin familie rejste til Hull i England for at være sømandspræst, var der ingen, der havde forestillet sig, at det ville blive begyndelsen til den kirkehær, der under betegnelsen Kirkens Korshær så dagens lys i Danmark den 12. oktober 1912 i København

af Leif Bønning

Hans Peter Mollerup var allerede som ganske ung et kendt navn i København. Han ejede en særlig evne til at have kontakt til mennesker med vanskelige liv – og de holdt af ham. I Hull på den engelske østkyst mødte han den engelske kirkehær Church Army, der var en del af statskirken. Church Army var organiseret på samme måde som Frelsens Hær med uniformer, musikkorps, march i gaderne, vækkelsesmøder og omsorgsarbejde.

Kirkens Korshær tager sin begyndelse

Da Mollerup i år 1900 vendte tilbage til København, blev han sognepræst ved Frihavnskirken. Han engagerede sig igen i et omfattende omsorgsarbejde blandt mennesker, der levede med fattigdom, hjemløshed og alkoholisme. Han havde et brændende ønske om, at mennesker måtte møde Jesus som deres personlige frelser og i dette møde blive ”genrejst” – underforstået, at deres sociale forhold ville blive bedret og deres misbrug  ophøre, når Gud blev en realitet i det enkelte menneskes liv. Mollerup var en del af den kirkelige vækkelse, der kom til udtryk gennem Københavns Indre Mission. I 1912 lykkedes det ham, at få bestyrelsen for Københavns Indre Mission med på tanken om starte Kirkens Korshær. Kirkens Korshær tog sin begyndelse ved en aftengudstjeneste i Frihavnskirken, hvor de første 12 ”korsbrødre og – søstre” blev indviet. Hans Peter Mollerup tiltrådte som chef for Korshæren, der blev ledet af en stab på tre personer: Mollerup, lægeenken Kirsten Prip og Peter  Wissenberg, der var sekretær og udlånt af Københavns Indre Mission.

Evangelisk forkyndelse

Man gik i gang med at holde møder på blandt andet datidens logihuse (beværtninger med overnatningsmuligheder) og på Københavns volde. Der blev oprettet små ”missionsstationer”, hvor man kunne give omsorg for den enkelte, der blev holdt gudstjenester, og man opsøgte de prostituerede og hjemløse. Den evangeliske forkyndelse var det væsentlige i de første år. Man anså jordens undergang og Kristi genkomst som forestående, så derfor var det vigtigt, at mennesker mødte Jesus som deres personlige frelser. I løbet af de første år så man behovet for et diakonalt omsorgsarbejde som en del af den kristne forkyndelse. Man åbnede et hjem for mødre og et gartneri med bo- og arbejdstilbud til mænd, og man fik adgang til Københavns Kvindefængsel. Arbejdet voksede – men ikke uden modstand. Mange var meget betænkelige ved en sådan kirkehær: Det var udansk,og teologien var for nogen også noget ”betænkelig”.

Kirkens Korshær bliver selvstændig

Men Korshæren arbejdede videre og blev båret af en efterhånden stor gruppe frivillige med nogle få ledende, ansatte medarbejdere. Der blev oprettet afdelinger (dengang kaldet korps) i de forskellige bydele i København. I 1918 åbnede man den første afdeling udenfor København. Det var i Århus og hurtigt fulgte en række provinsbyer med. Korshæren var stadig en del af Københavns Indre Mission men med åbningen af afdelinger ude i provinsen, var man kommet til at arbejde i ”landmissionens område”, Den Kirkelige Forening for Indre Mission i Danmark (man havde på det tidspunkt to selvstændige indre missions-bevægelser). Dette førte til, at Kirkens Korshær i 1929 blev en selvstændig bevægelse indenfor rammerne af Den Danske Folkekirke.

Hans Peter Mollerup dør samme år og efter en kort periode overtager kommandørkaptajn Kai Hammerich (senere kendt som leder af hospitalsskibet Jutlandia i Koreakrigen) chefposten. I hans chef-periode frem til 1939 udvikler Korshæren sig stadig, og en ny struktur tager sig begyndelse, idet der oprettes en landsstyrelse som øverste styrende organ.  

Den teologiske selvforståelse ændres

Under anden verdenskrig ligger meget af arbejdet stille trods stor social nød. Men i 1946 bliver sognepræst Haldor Hald chef, og så begynder der igen at ske noget. Blandt andet bygges flere hjemløseherberger og børneinstitutioner, og i 1957 påbegyndes samtaletjenesten Sct. Nicolai Tjenesten i København som en reaktion på det meget store selvmordstal i Danmark. Uniformeringen og det organisatoriske præg fra 1912 forsvinder i disse år, ligesom den teologiske selvforståelse ændres. I 1964 fratræder Haldor Hal, og han afløses af korshærspræsten Ole Jensen. Han er chef frem til december 1986 og kommer til at opleve en periode præget af nye strømninger i samfundet. I kølvandet på ungdomsoprøret og en stigende brug af narko begynder Korshæren et arbejde blandt de unge.  Der bliver etableret et narkobehandlingstilbud i København, og man involverer sig endvidere i Fristaden Christiania, hvor der blandt andet oprettes et ”folkekøkken”. På Vesterbro åbnes Mariatjenesten som et tilbud til mennesker, hvis hverdag er præget af stoffer, prostitution og til personer med store psykiske problemer.

Korshæren i dag

Kirkens Korshærs nuværende chef, Bjarne Lenau Henriksen, overtager ansvaret i 1987. Kirkens Korshærs arbejde fortsætter med at udvikle sig stadig, og der sker en stigende bevidstgørelse om årsagerne til de sociale forskelle. Som præst, foredragsholder og debattør har Bjarne Lenau Henriksen i mere end et kvart århundrede påvirket holdninger om samfundets forhold til de svage.Der er har været en stor vækst i Kirkens Korshærs arbejde gennem de seneste år, og der er nu afdelinger i 25 byer i Danmark. En stor del af økonomien bæres af et aktivt bagland på cirka 6000 mennesker og mere end 200 genbrugsbutikker. Har du fået lyst til at læse mere Korshærens historie, er der især to bøger, vi gerne vil pege på:

  • ”Ad mærkelige veje - KK gennem 50 år” af Marius Hansen på J. Frimodts Forlag (1962).
  • "H.P. Mollerup – Kirkens Korshærs stifter” af  H.J. Mygind på Lohses Forlag (1944).   

 

 

 

Nyheder

onsdag den 11. januar 10:09

Kollekt og salg af lodsedler

Kirkens Korshær har kollektdag i kirkerne søndag den 22. januar. Samme dag starter Kirkens Korshærs...

søndag den 01. januar 00:00

Nyt design

2012 er året, hvor Kirkens Korshær har 100 års jubilæum. Et nyt tiltag i jubilæumsåret er et nyt...

onsdag den 28. december 13:02

Bedre at samle flasker

Ifølge Kirkens Korshærs blad, Korshæren, øger en fattig rumæner sin levestandard ved at rejse til...

Kalender - landsdækkende

Ingen begivenheder fundet

Kirkens Korshær i billeder

Se Kirkens Korshærs historie i billeder

Bookmark and Share